DKK feb. 2013  
Børn og kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger (Beth Juncker)
Vibeke H. Iversen

Begreber: alle begreber har rødder i den virkelighed de skal udforske. Begreberne udspringer af praksis og ender i praksis som forestillinger, der - bevidst eller ubevidst - styrer vores syn og dermed holdninger, handlinger og meninger.
Når virkeligheden er under forandring (samfundsmæssigt, socialt, kulturelt) bliver begreber og forestillinger synlige - igennem uenigheder enten-eller eller for-imod.
Her er det begreberne børn og barndom der er interessant i forhold til pædagogik, undervisning og kulturel praksis.  

Samfund under forvandling: I slutningen af sidste århundrede og begyndelsen af dette har samfundet været under hastig forandring. Et par ord der signalerer og kendetegner det “nyere” samfund; videnssamfund, multimedie, underholdning/oplevelse, deltager og læring.

Kultur under forvandling/kulturel frisættelse/æstetisk hverdagskultur: Thomas Ziehe har lavet mange studier af børn, unge og skolegang. Han mener at der finder en kulturel frisættelse sted, en gennemgribende æstetisering af hverdagen.
Børns sociale og kulturelle betingelser er ændret meget siden 1950’erne. Barndommen “flytter” uden for hjemmet gennem daginstitutioner og fritidstilbud.
De nye barndomsbetingelser bliver skiftende sociale arenaer. Den æstetiske betydning spiller en stor rolle.
Radio, tv, musik, video/dvd, spillekonsoller, mobiltelefoner osv. indtager børneværelserne. Mange sociale lege foregår nu indendørs. Medierne bruges nu som katalysatorer og fællesnævnere for at mange sociale netværk kommer istand.

Børnekultur og børns kultur
Begrebsmæssig afklaring i overgangen fra modernitet til postmodernitet.
Børnekultur - professionel formidlingskultur
Børns kultur - deres egne måder at tage hverdagskulturen i brug på
I 1970’erne ønskede man at børnekultur bliver forbundet med en programflade for børn i luft- og billedbårne medier og skulle også omfatte de klassiske kunstområder. Principperne bag det nye børnekulturelle system hentes fra børnelitterære institution (samarbejde mellem skole- og bibliotek).
Til midten af 1980’ene var børnekulturen: kultur for børn (oplevelsestilbud) og kultur med børn (aktivitetstilbud)

Det pædagogiske børnekulturbegreb
I 16-1700 tallet tænkes børn som formbare, modtagende og ubeskyttede objekter, de kan ikke tage del i deres egen dannelsesproces.
Nu skal børn gives redskaber til at tænke og argumentere med, opleve, vælge det gode og fravælge det dårlige. Hvordan støtter vi børns kognitive og emotionelle udvikling? - og hvordan beskytter vi dem?

Børns kultur - et antropologisk kulturbegreb
Fra 1980’erne og frem er hverdagskulturen blevet synlig. Barnet er aktør, barnet tilskrives værdi og væsentlighed.
Kultur er ikke noget vi har - det er noget vi ser med, en position vi taler fra. Viden er også ikke-sproglig viden, alt det vi ofte ubevidst ved og fortæller med kroppen. Den kulturelle viden lader sig ikke nødvendigvis omsætte til ord.
Man er interesseret i at finde ud af børns projekter, handlinger, holdninger og meninger. Man ser mod det kollektive fællesskab fremfor det individuelle.
Man ønsker at synliggøre det børnekulturelle fortolkningsfællesskab, værdier, logik og etik.

Børns perspektiv
Børn leger: Hvad er leg for den legende selv? Svaret er: sjovt! Breughel skildrer leg som en selvstændig menneskelig sfære/menneskelig livsform. Set udefra er de meningsløse, set indefra er de meningsfyldte for dem, der leger. Opslugthed - intensitet = mening.

Afslutningsvis
Selvom børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner, de primært henter værdier og identitet fra. Nye medier supplerer ældre som redskaber for børns autolektiske metakultur. En kultur der har rødder i folkekultur, festkultur og latterkultur, og som ikke skelner mellem højt og lavt, fint eller trivielt.

Nye begreber og forestillinger kommer på banen, men de gamle nedlægges ikke. De nye begreber udfordrer de gamle, men det er ikke enten eller.
Man ønsker indsigt i børns kultur. Det er relationerne mellem kulturerne der sættes til diskussion, hvormed forestillinger og begreber forvandles.

Fokuspunkter

• Jeg synes det er interessant at dykke ned i mediernes betydning for børn, deres kultur og leg. Jeg har ofte hørt og tænkt, at børn ikke længere leger sammen. Men det gør de jo - det er os der skal vænne os til, at en stor del af deres fundament for leg er under konstant udvikling, bl.a. gennem bombardementer af medier og “skærm-spilleri”. Mine egne børn er ganske opslugte af deres skærme, både tv og spillekonsoller. Men det drager dem -det er deres verden og så meget en del af deres sociale færden og man må vende det positivt og se at der også er noget god læring i det. Og så er det stadig op til os voksne (forældre -pædagoger) sætte tingene i rammer og tid, så børn bliver præsenteret for hele paletten af aktiviteter.

• Citat fra teksten side 255 midt på:

“- hvad er det for et blik, børn ser med? - hvilken position handler og taler de fra? - hvilken retning giver den deres praksis? - hvilken etik og logik rummer den?
Det er spørgsmål, som tillægger børns egne projekter, handlinger, holdninger og meninger betydning”.
Jeg kan rigtig godt lide den antropologiske tilgang til opfattelsen af børn, at undersøge hvad der rører sig under overfladen, at prøve at beskrive og forstå hvad der ligger til grund for.
Vi har nok ændret opfattelsen og vores syn på børn til små, selvstændigt tænkende, berettigede individer ved at undersøge bl.a. på denne måde. Der er sket en stor udvikling på området ;-)

Indsamling af vittigheder

DKK forår 2013
Aktivitet 2 Indsamling af børns vitser (gåder/sproglege)

Jeg har ikke så ofte oplevet at børn fortæller hinanden vitser. Hertil må tilføjes at mit kendskab til børn i den gruppe der formodes at fortælle vitser ikke er så stort, hverken privat eller arbejdsmæssigt. Og alligevel - når man så bliver opmærksom på det, så sker det faktisk jævnligt!

Jeg har hørt min egen datter (som nu er 8 år) fortælle et par vitser indimellem, som dog faldt lidt til jorden da hun ikke rigtig kunne fortælle den så pointen fremstod sjov, men hun forsøgte dog.
Jeg oplever at børn i meget stigende grad sms’er til hinanden, tidligere og tidligere får børnene deres egen mobiltelefon, og bruger den til at kommunikere/lege med hinanden. Dette styrker også deres sprog både det talte og skriftsproget i gennem sms’er. Jeg har ikke oplevet at de decideret sender vitser eller andet spas pr. mobil, men det gør de større børn måske?

Derimod er min datter og hendes 2 kl. meget optaget af gåder.
De har haft dem i deres Søren & Mette bog, og det har affødt en stime af genfortællinger af vitser til både hinanden, forældre og bedsteforældre. Hun elsker denne leg med sproget, de kringlede og tænksomme pointer som man frydes over at gætte eller fortæller fryder sig over at deltagerne ikke kan gætte. Og hvor man siger “nåeh ja...” når man hører pointen med et smil på læben.

Vinterferie studie:
5 børn i alderen 3, 6, 7, 8 og 10 år.
Emner som vittigheder/vitser, gåder, rim, remser, parodier.
Et lille studie, hvor jeg spørger børnene om deres kendskab og brug af vittigheder, gåder osv.
De tre største børn deltager i snakken, den mindste husker ikke eller bruger ikke gåder/vitser endnu. Ham på 6 forstår dog pointerne og synes de er sjove, selvom han ikke deltager på samme plan som de andre. Han er lyttende og interesseret.
Men jeg ved ihvertfald, ifht. deres leg med sproget, at de mindre børn elsker at gentage rim og remser, både sammen med voksne og i spontan leg med sig selv eller andre børn.

Fortalte gåder/vitser:

• Hvem er menneskets bedste ven med 4 ben? - en sofa.
• Hvad kan gå gennem det mindste nøglehul men fylde et helt hus? - røg
• Hvad får gåsen når den fryser? - gåsehud
• Hvad sagde sneglene de de skulle over vejen? - pas på, bussen kommer om 2 timer
• Hvorfor er fisk så grimme? - de er vandskabte
• Hvorfor nogle tanter kan man som regel bedst lide? - kontanter
• Alle børnene løb ud af skolen, undtagen Emil, han red på en misil
• Alle børnene løb ud af skoven, undtagen Amanda, hun kyssede en panda
• Alle børnene gik over lorten, undtagen Ella, hun troede det var nutella

• Der var en dansker, en tysker og en svensker der var oppe at flyve. Først smed tyskeren en mønt ud. De andre spurgte “hvorfor gør du det?” “Fordi jeg har så mange af dem”. Derefter smed svenskeren en flaske ud af vinduet. De andre spurgte: “hvorfor gør du det?” “Fordi jeg har så mange af dem”. Til sidst smed danskeren et misil ud af vinduet. De andre spurgte: “hvorfor gør du det?”, “Fordi jeg har så mange af dem.                                          Så landede flyet...                                                                                                           Tyskeren mødte en dreng der græd og spurgte: “hvorfor græder du?” “Fordi jeg har fået en mønt i hovedet”. Svenskeren mødte også en dreng der græd og spurgte: “hvorfor græder du?” “Fordi jeg har fået en flaske i hovedet”.                                                             Til sidst mødte danskeren en dreng der grinede og spurgte: “Hvorfor griner du?” “Fordi jeg slog en kæmpe prut og så sprang hele skolen i luften!”

Børnene fortæller, at de hører vitserne fra større børn eller fra hinanden, låner gåde- og vitsebøger på biblioteket og har dem indimellem i deres skolebøger også.

Så det blev lidt en opsøgende spørgen ind på opfordring fra mig, da jeg ikke så meget oplevede det spontane (måske sker der mere når vi voksne ikke er til stede...). Vi sad rundt om et bord, og der var god stemning, de grinede og pjattede og den ene gåde/vits førte til den næste. Klart havde de alle hørt vitser/gåder, og de udviste alle stor glæde ved denne leg med sproget, uanset om de fortalte, gættede eller blot var lyttende.
Når jeg spørger ind fortæller den største pige på 10 år, at de indimellem laver disse sproglege når de sover sammen og hygger inden de skal sove. Eller i frikvarteret eller når de leger sammen. De udbreder ikke (endnu) vitser/gåder over sms’er.
Det sjoveste er, når gåden/vitsen ikke bliver gættet.

Så et sjovt lille studie i ferien, når jeg nu havde en flok unger samlet. Og det har ihvertfald skærpet min opmærksomhed på børnenes leg med ord og sproget i denne retning ;-)

/Vibeke

Tekst 2, DKK, 2. semester, Vibeke H. Iversen, feb. 2013

At skabe antropologisk viden om børn

Eva Gulløv, Susanne Højlund i Feltarbejde blandt børn (2003)

Antropologi: læren om mennesket i bred forstand

Etnografi: en kvalitativ, beskrivende forskningsmetode

Fokuspunkter:

• Side 32 nederst-33 øverst, én af beskrivelserne af kontekst: “en opfattelse af kontekst som et reb med sammenspundne fibre, hvor hver fiber repræsenterer elementer af betydning for barnets problem”.

Jeg kan rigtig godt lide denne tankegang... Det giver mening for mig, at barnet ikke nødvendigvis er i centrum, men filtret ind i alle de faktorer der har betydning rundt om og i samspil med barnet. Man kan ikke hive i en eller flere fibre i rebet uden at det kan mærkes i de andre - og dermed i barnet. Barnet har brug for at der er styr på alle fibrene for at holde ro på helheden.

• Jeg synes dette kapitel fra bogen giver et godt billede af, hvor komplekst et arbejde det er, og hvor mange faktorer man er nødt til at forholde sig til, når man laver antropologisk børneforskning. Hvis man vil nå hele vejen rundt og give det mest præcise billede af det man ønsker belyst, er antropologisk forskning en god mulighed for at se hvad der sker i samfundet - set fra barnets vinkel. Jeg tænker at det er en god mulighed for at belyse “bløde værdier og tanker” som er svære at fange (og måle), på en måde der er så valid og kvalitativ som muligt.

Resume/referat
Teksten omhandler feltarbejde som forskningsmetode/strategi og nedenstående begreber beskrives i en videnskabsteoretiske tilgang. Man ønsker at afdække hvordan barn, børn og kontekst er forbundet i hverdagens mange praktikker og fortolke de mange betydningsfulde sammenhænge i børns liv.
Teksten stræber efter at indkredse de mange forskellige forhold, der opleves af og indvirker på børn og påvirker deres handlinger, muligheder, fortolkninger og udvikling.
Der ønskes indsigt i de komplekse sammenhænge mellem børns handlemuligheder, opfattelser, opvækstbetingelser og relationer -> forklare menneskelig praksis.

Feltarbejde:
En grundsten i antropologisk forskning. Man er til stede i “felten” i gennem en passende tid (måneder til år), hvor man indgår i sociale situationer, opbygger relationer til de mennesker man udforsker, for at få et så fyldestgørende indtryk af deres liv og opfattelser som muligt.
Man skal have indsigt i mønstre og betydningsfulde gentagelser, skelne det typiske fra det enestående, blive fortrolig med roller, rytmer, rutiner, sprog og omgangsformer - menneskers hverdag på alle planer.
Belyse kompleksiteten bag menneskers handlinger, prioriteringer og samværsformer.
I feltarbejde er det vigtigt at undre sig over forhold man finder, undersøge baggrunden herfor -> stille spørgsmål og forsøge at forstå/reflektere.
Enhver undersøgelse og problemstilling er specifik, metoder udvikles undervejs fordi man er blevet opmærksom på forhold der viste sig at have betydning. Derfor kan et studie forgrene sig til at omfatte mange andre forhold end først antaget.
Man må tage højde for, hvor feltarbejdet foregår (“ude/hjemme”) og man må altid reflektere over ens egen rolle i feltarbejdet.

Deltagerobservation:
Man er nødt til at deltage/indleve sig for at forstå bevæggrunde og erfaringer, men samtidig er man nødt til at oprette en distance for at fortolke og analysere de indsamlede data.
Deltagerobservation er en vekselvirkning mellem disse to strategier.
Man må ex forstå lokale præmisser og omstændigheder og ikke overføre egne opfattelser - man må forstå før man kan vurdere. Man skal inddrage relevante aktører og også bestræbe sig på at forstå deres opfattelser. Man må distancere sig analytisk for at forsøge at begribe verden som den giver mening for de pågældende (lokale).

Refleksivitet:
Refleksivitet skal håndtere balancen mellem nærhed og distance. Det er umuligt at opretholde distancen helt i det etnografiske arbejde, grænsen mellem subjekt og objekt er sløret i feltsituationen, forskeren må stille spørgsmål ved sig selv og sit eget værdigrundlag.
Der vil altid være fortolkninger og udvælgelse af materialet/betydning, og den refleksive udfordring er, at være åben over for forskellige fortolkningsmuligheder.
Det er et vilkår at man medtænker vores egen konstruktion af virkeligheden/subjektivitet, og det vi udvælger som empiri er ikke virkeligheden men et perspektiv på den.
Information er altså ikke en neutral størrelse, den produceres i et socialt samspil mellem forsker, børn og stedets øvrige aktører. Indlevelse og refleksion er et grundvilkår i feltarbejde.

Barneperspektiv:
Børns betydningsdannelser, handlemåder, relationer og udtryksformer. Man er interesseret i at vide, hvad børn opfatter, og dette har ført til begreber som børnekultur og børneperspektiv og etnografiske metoder har været måden hvorpå man indkredsede det.
Imidlertid er bogen skeptisk overfor det analytiske potentiale ved disse begreber. Får man det sande billede?
Vi kan få indsigt i børns verden, men børn handler i praksis ud fra deres erfaringsverden.
Man forsøger at finde frem til generelle mønstre og rationaler i de større sammenhænge, ud fra at lytte til og observere børn og deres omgivelser. Man må huske at erkende de metodiske begrænsninger. Børnecitater vil altid være redigeret, da de er taget ud af en sammenhæng.
Man ønsker at opsamle børns viden og handlinger, men vi kan aldrig vide hvordan de tænker eller dele deres erfaringer. Undersøgelserne bør rette sig mod at forklare børns forskellige opfattelser i lyset af de omgivelser, de lever i og forholder sig til i stadige samspil med andre mennesker.

Kontekst:
De sammenhænge børn indgår i. Er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen der udforskes, bedømmelsen af relevans sker fra forskeren. Nogle forhold inddrages - andre udelades. Der er fleremuligheder for at anskue kontekst:
-> En række koncentriske cirkler udenom studieobjektet/barnet er i centrum.
-> Kontekst ses som et reb med sammenspundne fibre, hvor hver fiber repræsenterer elementer af betydning for barnets problem, man ved ikke på forhånd hvad der har størst betydning, men det kan undersøges.
Fysiske rum, sociale relationer, kulturelle forestillinger og politisk-økonomiske betingelser spiller sammen. Kontekst er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.
Feltarbejdet er en jagt efter sammenhænge og relevanskriterier, hvor stadige samtaler med og observationer af feltens aktører må blotlægge kontekstens betydninger.

Tekst 1 i DKK

Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur, i Mogens Sørensen, Dansk kultur og kommunikation (2012).

Resume:

Børn leger med- og udvikler deres sprog gennem udforskning og brug i sociale fællesskaber. Dette giver sprogglæde, og fællesskabet med andre børn er drivkraften bag. Ofte udfoldes denne legekultur imellem børn og "fri for voksne", mens den andre gange er skabt af voksne til børn. 

Børns mundtlige legekultur indeholder aktiviteter, genrer og udtryksformer i mundtlig baseret leg og fortællinger som børn bruger og deltager i. De forskellige aktiviteter forandres dynamisk og tilpasses konkrete situationer og sammenhænge. 

Også familien har betydning for børnenes glæde ved at tilegne sig lege med sproget, fortællekompetencer og udvikle/værdsætte sans for humor. 

Ofte er institutioner og fritidsinteresser arena/mødested for legekulturen. Her er børnene sammen i mange timer, både med og uden voksne, og der dannes sociale relationer, kompleksitet og foranderlighed. Det at "være noget" skal opnås og vedligeholdes. Børnene skal kunne navigere i de forskellige situationer og kommunikere på mange niveauer samtidig. De skal selv kunne vurdere, om noget er seriøst eller humoristisk. 

De digitale medier spiller en rolle i at "levere" råstof, former og indtryk til brug i legen. 

Humor spiller en vigtig rolle i mange af disse mundtlige lege, og at deltage i mundtlig humor forudsætter viden og kompetencer. Mundtlig leg har ikke nødvendigvis andet formål og mening end at have det sjovt her og nu. 

Hvis en pædagog ønsker at begribe børns liv og fællesskaber, må man have kendskab til børns mundtlige legekulturer. 

De forskellige lege/fortællinger teksten indeholder:

-> Gåder og gådevitser: spørgsmål stilles - andre deltagere får mulighed for at gætte - svar/pointe gættes eller triumf til gådestilleren. En kappestrid/udfordring der kræver skarpsindighed at gætte. 

-> Gyserfortællinger: der opbygges en spænding, noget uhyggeligt vil indtræffe, vi ved ikke hvordan og hvornår = den skrækblandede fryd. Der er god gyserstemning (stemmeføring, pausering, gestik). 

-> "Alle børnene"-genren: en dille fra 1990'erne. Rim, parodi, skøre, sjove, humor om ex tabuemner. 

Egenskab/handling som er norm for alle børn - undtagelsen (navn) - den rimende pointe. 

-> Parodier: komisk efterligning af ex stil, holdning, ordforbrug, tonefald. Der gøres grin med noget/nogen. Modtager skal kende det der parodieres. Sprogets indhold og udtryk bruges sammen med mimik og gestik.

->Rim og remser: fortællinger ofte på vers med enkel og klart markeret rytme - bogstavrim eller enderim. 

Nogle med didaktisk formål andre som legeremser. Fra voksen-barn eller fra barn-barn. Inspirerer børn til selv at lege videre med sproget. 

Pædagoger har betydning for, hvordan børns legekultur har plads til at udvikle sig. De sætter rammerne for det "praktiske" (tid, rum, ude/inde) hvor legen kan foregå, og de må lægge ører til og være aktiv medspiller. 

Pædagoger i institutioner er med til at skabe og bære kulturen omkring sproglegene. Dette gøres bl.a. ved at præsentere mindre børn for forskellige genrer, og støtte større børn i fortsat at udforske og udøve sproget. 

Fokusområder: 

• "Det er vigtigt, at der er tid og rum, både ude og inde, til at udfolde sig - også i længere tid uden at afbrudt af pædagoger og andre børn" (side 285 øverst). 

Dette udsagn synes jeg er interessant, fordi vi voksne, både pædagoger og forældre har en tendens til gerne at ville blande os i og påvirke hvad børnene leger, snakker om og laver og opsætter en masse aktiviteter de skal deltage i. Derfor tænker jeg, at det netop er  vigtigt, at der ikke hele tiden er aktiviteter som børnene skal deltage i, men at der er frirum til bare at være og være sammen med de andre børn. 

Den spontane leg- også den mundtlige - skal have sit rum til at udvikles og blomstre.

• "Sprog er et socialt fænomen, som indgår i de spil om magt, status, roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum" (side 271 nederste afsnit)

Derfor er det da så vigtigt at alle børn får den bedste base og sprogligt fundament fra starten, så de ikke kommer til at stå udenfor. Et meget vigtigt område for os som kommende pædagoger at have fokus på - lige fra vuggestuebørnene til de større skolebørn. Glæde, motivation og lyst til at tilegne sig sprog og bruge det i alle sammenhænge er grundlaget. Ved godt vi ikke kan gøre det alene, men vi er forpligtede til at gøre det på bedste vis i de rammer og sammenhænge hvor vi er sammen med de kære børn :-)

Velkommen til min blog i faget dansk kultur og kommunikation.
Her vil jeg skrive mine opgaver mm. i faget ;-)

Min første test på min blog :-)